Bilejere har hurtigt fundet ny vej til England
Udgivet: 17/11 2014 af Rejsestart.dkEfter lukningen af DFDS-ruten mellem Esbjerg og Harwich har danskerne hurtigt fundet en ny vej, når de skal have bilen med til England. Stena Line har oplevet en stigning på over 200 procent på ruten mellem Hoek van Holland og Harwich, når det gælder danske passagerer.- Det er overraskende og meget glædeligt for os, at danskerne viser så stor interesse for vores rute mellem Holland og England, og vi har derfor besluttet at gøre en ekstra indsats for at trække endnu flere danskere til ruten, fortæller salgs- og markedschef Thomas Christiansen fra Stena Lines danske hovedkontor i Frederikshavn.
Færgerne, som sejler mellem Holland og England, er blandt de nyeste og bedste hos Stena Line. Både Stena Britannica og Stena Hollandica er bygget i 2010. Der er to daglige afgange fra Holland, henholdsvis kl. 14.30 og 22.30. Vælger man at sejle om eftermiddagen, er man allerede i England kl. 20.00. Foretrækker man den sene afgang, er der ankomst i Harwich kl. 6.30.
- Det vil sige, at alle danskere reelt har muligheden for at stå tidligt op og være fremme i England om aftenen med sin bil. Eller man kan vælge den sene aftenafgang, sove i kahyt og være fremme i England næste morgen, siger Thomas Christiansen.
Der er godt 650 kilometer fra den dansk-tyske grænse til Hoek van Holland. Dermed er det uden sammenligning den korteste køretur fra Danmark til England. Der er over 900 kilometer fra grænsen til Eurotunnellen ved Calais i Frankrig. Det vil sige, at turen mellem Stena Line via Holland til England under alle omstændigheder er kortere end de 18 timer, som det tog at sejle mellem Esbjerg og Harwich.
- Vi glæder os til at følge den fremtidige udvikling. Alle ved, hvor skønt det er at have bilen med, når man rejser - også selv om man er i England, hvor de kører i den forkerte side, udtaler Thomas Christiansen.
Han understreger, at danske passagerer problemfrit kan booke turen mellem Holland og England på Stena Lines danske hjemmeside. Det er altså ikke først nødvendigt med et kursus i hollandsk.
Se oversigt over nyheder fra rejsebranchen
Har du kendskab til nyheder der er af interesse for Rejsestart.dk´s brugere kan de sendes til
redaktion@rejsestart.dk