Pas på kopivarer på din ferie
Udgivet: 24/7 2009 - Rejsenyt.Kursen kan være lav og besparelsen høj, hvis du køber varer med dig hjem fra ferien. Men du skal se dig for, advarer Forbruger Europa. I nogle lande vanker der store bøder, hvis du køber billige kopivarer.Kursen kan være lav og besparelsen høj, hvis du køber varer med dig hjem fra ferien. Men du skal se dig for, advarer Forbruger Europa. I nogle lande vanker der store bøder, hvis du køber billige kopivarer.
Solbriller fra Gucci, tasker fra Louis Vuitton eller ure fra Rolex. De normalt så eksklusive og derfor meget dyre mærkevarer sælges til en brøkdel af den normale pris i mange af de lande, som danskere nyder at tage på ferie i. I de fleste tilfælde dækker de lave priskilte dog over, at varerne er kopier af de originale modeller.
Forbruger Europa råder forbrugerne til at være varsomme med at købe kopivarer, der kan medføre store bøder i nogle lande.
”I nogle lande er det ulovligt at købe og bruge kopivarer. Forbrugere, der køber kopivarer i udlandet, risikerer derfor at få store bøder, som i sidste ende kan betyde, at du lige ligeså godt kunne have købt den originale vare”, siger leder af Forbruger Europa, Peter Fogh Knudsen, der mener, at mange forbrugere godt er klar over, at der er tale om en kopivare.
”Man kan vel godt sige, at priserne på kopivarer i mange tilfælde er så lave, at de fleste forbrugere godt ved, at der ikke er tale om en original vare. Hvad mange forbrugere ikke tænker på, er, at forbrugeren i langt de fleste tilfælde ikke har mulighed for at klage til sælgeren, hvis kopivaren går i stykker, og det gør kopivarer generelt oftere end originale varer”, siger Peter Fogh Knudsen.
Danmark har de lempeligste regler
Det er både tilladt at købe og bruge kopivarer i Danmark. Anderledes ser det ud, hvis man kigger på EU-lande som Italien, Frankrig og Portugal. Her får forbrugerne store bøder uanset, om kopivarerne er købt på et marked, på gaden eller i en butik. I flere lande er det desuden ulovligt at tage kopivarer med til landet.
Hvilke regler, der gælder, er forskelligt fra land til land, og det er forbrugernes eget ansvar at vide, hvad der er lovligt og ulovligt.
”Det er normalt ikke nogen undskyldning, at du ikke kender reglerne i det land, du besøger. Hvis du overvejer at købe billige kopivarer på rejsen, er det derfor en god idé at sætte sig ind i reglerne på området på forhånd”, siger Peter Fogh Knudsen.
Gode råd hvis du vil undgå kopivarer
• Hvis prisen er meget lav, bør du være på vagt og undersøge, hvad årsagen er
• Spørg om varen er original, hvis du er i tvivl. Kræv at få et bevis på det
• Sørg altid for at få en kvittering og gem den
• Vær særlig forsigtig og mistænksom, hvis du handler med en gadesælger
• Sørg for altid at få dokumentation på, hvor varen skal sendes til, hvis du efterfølgende får brug for at klage over fejl og mangler
Se oversigt over nyheder fra rejsebranchen
Har du kendskab til nyheder der er af interesse for Rejsestart.dk´s brugere kan de sendes til
redaktion@rejsestart.dk