Askeskysager slår ny praksis fast
Udgivet: 28/7 2011 af Rejsestart.dkEn islandsk askesky lammede sidste år flytrafikken over Europa. Forbrugerklagenævnet har afgjort fem sager, som nævnet modtog i forbindelse med askeskyen. Afgørelserne fastslår en ny praksis på området.De senere år har naturkatastrofer og politiske uroligheder skabt nye udfordringer for rejsebranchen. Senest har en askesky i Chile lammet flytrafikken over Sydamerika, og politiske uroligheder i Mellemøsten har trukket turisterne hjem fra pyramiderne i Egypten og strandene ved Rødehavet. Sidste år satte en islandsk askesky stop for flytrafikken over Europa. Det medførte omkring 100.000 aflyste flyafgange, viser tal fra den europæiske organisation for flyvekontrol, Eurocontrol.
Forbrugerklagenævnet har afgjort fem sager, som nævnet modtog efter vulkanudbruddet sidste år. Sagerne fastslår en hel ny praksis på området, idet Forbrugerklagenævnet aldrig tidligere har behandlet sager med en lignende problematik.
”Afgørelserne i Forbrugerklagenævnet viser, at selvom der er tale om en force majeure-situation, som ingen umiddelbart er herre over, så skal flyselskabet eller rejsebureauet gøre alt, hvad de kan, for at hjælpe dig og sørge for, at du hurtigst muligt kommer hjem. Ellers kan de være forpligtigede til at yde dig erstatning for de udgifter, du har haft som følge af forsinkelsen,” siger specialkonsulent i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Henrik L. Sedenmark.
Han slår dog fast, at du også som forbruger har nogle pligter, hvis du havner i en lignende situation. For det første skal du hurtigst muligt kontakte flyselskabet eller rejsebureauet og give dem mulighed for at hjælpe dig med hjemtransporten. For det andet har du pligt til at begrænse dit tab på fx hotelregninger mest muligt.
”Som forbruger har du kun krav på at få erstatning for rimelige ekstra udgifter. Derfor er det vigtigt, at du holder dine udgifter mest muligt nede og for eksempel ikke indlogerer dig på et luksushotel eller spiser på en dyr restaurant,” siger Henrik L. Sedenmark.
Sagerne i ForbrugerklagenævnetDet er første gang, at Forbrugerklagenævnet behandler sager, hvor forbrugere er strandet i udlandet som følge af en askesky. Afgørelserne fastslår derfor en ny praksis på området. Sagerne, som Forbrugerklagenævnet har behandlet, er meget forskellige, idet forbrugerne har befundet sig i vidt forskellige situationer.
I fire af sagerne gav Forbrugerklagenævnet forbrugerne medhold i deres klager. Størrelsen af forbrugernes erstatning afhænger dog meget af de konkrete omstændigheder. Forbrugerklagenævnet har i alle sagerne valgt at trække et beløb fra for den forplejning, som forbrugerne alligevel skulle have haft, hvis de var kommet hjem i tide. I en sag gav Forbrugerklagenævnet ikke forbrugeren medhold i hendes klage, da forbrugeren havde arrangeret sin egen hjemtransport, selvom flyselskabet havde tilbudt hende hotel og forplejning samt en senere hjemrejse med fly.
Forbrugerklagenævnets afgørelser viser, at der er forskel på, hvor meget forbrugerne kan kræve i erstatning af flyselskabet eller rejsebureauet. Erstatningens størrelse afhænger af:
• I hvor høj grad flyselskabet eller rejsebureauet har hjulpet forbrugerne med at komme hjem igen
• I hvor høj grad forbrugerne har forsøgt at begrænse deres tab mest muligt
5 gode råd hvis askeskyen aflyser dit fly• Klag til flyselskabet eller rejsebureauet både per telefon og per mail. Du skal have dokumentation for, at du har forsøgt at komme i kontakt med flyselskabet eller rejsebureauet.
• Hvis du ikke kan få hjælp af flyselskabet eller rejsebureauet til hjemtransporten, så undersøg, om der er alternative hjemrejsemuligheder til en rimelig pris. Hvis det er muligt, få et samtykke fra flyselskabet eller rejsebureauet, hvis du vælger alternativ transport.
• Gem dine kvitteringer for fx hotel og forplejning. Det er vigtigt, at du efterfølgende kan dokumentere, hvilke udgifter du har haft.
• Gør ikke dit ophold dyrere end nødvendigt. Du har kun krav på at få erstatning for rimelige ekstra udgifter.
• Kontakt flyselskabet eller rejsebureauet, når du er hjemme igen, og gør dit erstatningskrav gældende.
Se oversigt over nyheder fra rejsebranchen
Har du kendskab til nyheder der er af interesse for Rejsestart.dk´s brugere kan de sendes til
redaktion@rejsestart.dk